På hestens præmisser

Det er efterhånden tit jeg hører trænere og ryttere sige at de ”træner hesten, på hestens præmisser”, hvilket de fleste hesteejere ser som en rigtig god ting. Især hvis de sender deres kære heste ud i ridning. ”Hestens præmisser” er bare et lidt vidt begreb, alt efter hvem man spørger, for ikke at nævne at det er et ret så misvisende begreb. Den ene person, som ser en bestemt tilgang til hesten værende på hestens præmisser, er ikke nødvendigvis noget den anden vil være enig i.

Dernæst synes jeg vi bør tage et mere grundigt kig på hvad ”hestens præmisser” egentlig er?

For ud over de få tilfælde af unge heste, som rent faktisk inviterer deres rytter til at kravle op på dem, hvor tit arbejder vi så egentlig på hestens præmisser?

Når hesten under tilridning viger bort fra tryk på ryggen, men vi som modsvar holder presset til den accepterer og står stille, for at vise hesten at der intet ondt sker med den, så er dette ikke på hestens præmisser. Hesten fortæller os at den er utryg ved det vi udsætter den for, hvor det hermed er trænerens opgave at vise hesten med stemme, kropssprog og andre signaler at situationen er okay. Men det retfærdiggøre ikke at det vi gør, er på hestens præmisser.

Når vi indlærer hesten en ny øvelse, og den slår fra på biddet, spænder op, pisker med halen, stopper eller på anden vis prøver at fortælle os at dette ”er svært” (som jeg plejer at kalde det), så er dette ikke på hestens præmisser.

Når hesten stopper op på folden, for at fortælle os at den ikke ønsker at komme med ind i stalden endnu. Måske fordi den hygger sig med sine foldkammerater? Måske fordi hesten har gennemskuet at den skal ud og ride om lidt? Men vi får hesten overtalt, på den ene eller anden måde, så er dette heller ikke på hestens præmisser.

Disse få eksempler, forklarer helt simpelt at vi sjældent gør noget på hestens præmisser. En hest ville helt enkelt ikke selv vælge at blive redet på, men vi gør det alligevel. Derfor er det simpelthen så vigtigt at vi behandler hesten med respekt, møder den på midten og husker at give den plads til også at være hest. Det er samtidig vores opgave at træne den op til at være en ordentlig, smidig og styrket ridehest. Selvom at vores hest ikke nødvendigvis synes at den skal lave den sidste schenkelvigning, så er det vigtigt at vi til en vis grænse presser hesten til dette. I forhold til at træne den til at kunne bære os. Træne den til at kunne fungere som ridehest, så vi ikke bare ødelægger hesten i form af skader og overanstrengelser.

Hovedsageligt vil jeg personligt mene at ingen trænere træner ”på hestens præmisser”. Jeg tror til gengæld gerne på, at mange trænere træner hesten ”på hestens vegne”, set på den måde at hesten trænes således at den bygger muskler korrekt og træningen udføres i lige dén hests tempo. Evnen til at kunne læse hesten og agerer efter det, er oftest nøgleordene når vi træner (især de unge) heste. Hvilket bør være alfa omega når vi uddanner og træner vores heste, for at mødes med hesten på midten bedst muligt.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *