Træning af den unge hest

Jeg finder det her emne ret vigtigt. Netop, “hvor mange gange om ugen må jeg træne min unghest?”

Det er tit jeg oplever mine kunder med ungheste og de elever jeg underviser, stille spørgsmålstegn ved hvorvidt de skal gribe træningen an med deres unge hest. Et er hvordan de skal træne deres unge hest, men et andet er hvor ofte de må træne hesten. Hos den unge hest, som snart skal klargøres til tilridning, kan jeg nemt hjælpe med en evaluering. Hvorimod hos den unge hest, som enten er ny-tilredet eller på anden vis ikke er særlig langt i sin uddannelse, vil jeg nemt kunne stå til rådighed pr. telefon eller ved undervisningslektioner. Men når alt dette spiller, så er mange hesteejere alligevel i tvivl…

”Men hvor mange gange om ugen må jeg træne?”

Det kommer jo an på så meget. Først og fremmest, så vokser en hest til den er minimum 6 år, hvorpå nogle racer vokser til de er i hvert fald 8 år gamle. Bare ud fra den her information, vil det for mange være en god rettesnor om hvorfor for meget longetræning og ridning ikke nødvendigvis er godt for den unge hest. I longen beder vi hesten tage ekstra vægt på indvendige bagben imens den konstant går på bøjet spor, hvilket hurtigt kan give overbelastninger-skader hos den unge hest i vækst. I forhold til ridning hver eneste dag, eksempelvis for en 3 års, vil det også være et “no go” – grundet eventuelle overanstrengelses-skader.

Udover det, bør man tænke meget på hvor lang tid man arbejder med hesten. Vi bliver nødt til at være opmærksomme på at hesten langt fra er færdigudviklet, i kroppen fysisk, som 3 års, 4 års eller sågar 5 års. Derudover bliver den unge hest også mentalt træt. Når vi nu forlanger den unge hests opmærksomhed på os under arbejde, så kan vi også godt unde hesten det fokus at være opmærksom på hvordan den er træt mentalt. Tiden for hvor længe en unghest bør trænes er simpelthen så individuelt. Nogen heste er fuldstændig udmattede og uimodtagelige for flere kommandoer efter blot 15-20 minutter, hvorpå andre heste kan klare langt mere før de er mættede i hovedet. Alle heste kan med tiden klare mere og mere tid, men ind til da er det meget vigtigt at vi lytter til vores heste. Læser dem. Hvornår er den ”brugt op” i hovedet, så at sige.

Det er meget vigtigt at kunne læse sin hest, for den unge hest vil ved overstimulering ende op med at reagere. Nogen mere voldsomt end andre, hvilket kan undgås hvis du som træner ”stopper imens legen er god”.

Træning med den unge hest er også mange ting. Det er basalt jordarbejde, som at kunne stå bundet, blive trukket med, løfte hove, blive longeret, svare på stemmekommandoer, vænnes til udstyr og så videre. Alt efter hvor man er i træningen, kan tidsbestemmelsen også varieres. En huskeregel vil være, at jo mere fysisk arbejde, longe, vægt på ryg, ridning mm. – jo kortere tid. Dette er i forhold til den fysiske holdbarhed af hesten. Hvorimod tilvænning af diverse ting, godt kan gøres over en større mængde minutter end ved mere fysisk hårdt arbejde.

Jeg finder huskereglen ”3 år, 3 dage om ugen. 4 år, 4 dage om uden.”, ret så nyttig. Den er et rigtig godt udgangspunkt hvis du selv er meget i tvivl om hvordan du skal gribe træningen med din unghest an. Når det så er sagt, så håber jeg alle ved at en hest er et dyr med muskler, sener og knogler, ligesom os mennesker. Vi mennesker kan heller ikke tåle at træne meget hver evigt eneste dag, hvis vi aldrig har trænet før. Samt behøver vores muskler tid til restitution, og det behøver hestens muskler også. Både den unge hest og den uddannede hest, som er i god form, behøver fridage! Igen, læs din hest. Hvad behøver den? Kan den godt “gå til ridning” igen i dag, eller trænger den til fri?

Det er en svær balance generelt. På den ene side har jeg oplevet rytteren der træner sin unge hest hver evigt eneste dag, i gerne 60 min. eller mere. Men der er også dem som er i den helt anden grøft, som knap nok tør at forlange noget af sin hest, fordi den er ung. Der er det bare super vigtigt hele tiden at havde i baghovedet, at alt skal gøres med måde. På den ene side skal vi ikke ødelægge hesten med overanstrengelses-skader. På den anden side er hesten heller ikke tjent med at “springe over hvor gæret er lavest” hele tiden, da hesten aldrig kommer til at blive trænet og styrket korrekt. Hvis hesten ikke trænes korrekt, vil den også her kunne udvikle skader eller andre gener. Korrekt træning er i den grad vigtigt, for at styrke hesten til at kunne holde som værende ridehest (når det nu er dét vi ønsker at bruge hesten til).

Så pas nu på jeres heste derude. Hestenes skæbne er i jeres hænder, og de skulle gerne holde i mange år endnu.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *